Bolette. Nå, Ballested, – får De det så til at glide?

Ballested. Ja vel, frøken. Det er en smal sag. – Med tilladelse, – venter De fremmede på besøg idag?

Bolette. Ja, vi venter overlærer Arnholm hid til os i formiddag. Han er kommen til byen i nat.

Ballested. Arnholm? Bi lidt –. Hed han ikke Arnholm, han, som var huslærer her for en del år siden?

Bolette. Jo. Det er netop ham.

Ballested. Se, se. Kommer han nu på disse kanter igen.

Bolette. Det er derfor vi gerne vil flage.

Ballested. Ja, det er jo nok så rimeligt da. 
(Bolette går ind i havestuen.) 
(Lidt efter kommer Lyngstrand frem på vejen fra højre og standser interesseret, da han ser staffeliet og malersagerne. Han er en spæd ung mand, tarveligt, men ordentligt klædt og af et svageligt udseende.)

Lyngstrand (udenfor ved hækken). God morgen.

Ballested (vender sig). Håh –! God morgen. (Hejser flaget op.) Se så, – nu går ballonen. (Gør linen fast og gir sig at skaffe ved staffeliet.) God morgen, meget ærede. Jeg har rigtignok ikke den fornøjelse at –

Lyngstrand. De er visst maler, De.

Ballested. Ja, begribeligvis. Skulde jeg ikke være maler også?

Lyngstrand. Jo, jeg kan se det. – Måtte jeg ikke få lov at komme lidt indenfor?

Ballested. Vil De kanske ind og se på?

Lyngstrand. Ja, det vilde jeg så svært gerne.

Ballested. Å, der er ikke noget betydeligt at se endnu. Men vær så artig. Træd De kun nærmere.

Lyngstrand. Mange tak. 
(han kommer ind gennem havedøren.)

Ballested (maler). Det er fjorden der inde mellem øerne, som jeg holder på med.

Lyngstrand. Jeg ser det, ja.

Ballested. Men figuren mangler endnu. Her i byen er der ikke en model at opdrive.

Lyngstrand. Skal der være en figur også?

Ballested. Ja. Inde ved skæret her i forgrunden skal der ligge en halvdød havfrue.

Lyngstrand. Hvorfor skal hun være halvdød?

Ballested. Hun har forvildet sig ind fra havet og kan ikke finde ud igen. Og så ligger hun her og omkommer i brakvandet, forstår De.

Lyngstrand. Nå, således.

Ballested. Det var fruen her i huset, som satte mig på tanken at male sligt noget.

Lyngstrand. Hvad vil De kalde det billede, når det blir færdigt?

Ballested. Jeg agter at kalde det «havfruens ende».

Lyngstrand. Det passer bra'. – De kan visst få noget godt ud af dette her.

Ballested (ser på ham). Mand af faget måske?

Lyngstrand. Maler, mener De?

Ballested. Ja.

Lyngstrand. Nej, jeg er ikke det. Men jeg skal bli' billedhugger. Jeg heder Hans Lyngstrand.

Ballested. Så De skal bli' billedhugger? Ja ja, skulpturkunsten er også en net, flot kunst. – Jeg tror, jeg har set Dem på gaden et par gange. Har De opholdt Dem længe her hos os?

Lyngstrand. Nej, jeg har bare været her en fjorten dages tid. Men jeg vil se, om jeg kan få bli' her sommeren ud.

Ballested. Nyde badelivets behageligheder? Hvad?

Lyngstrand. Ja, jeg skulde se at komme mig lidt til kræfter.

Ballested. Dog vel ikke svagelig?

Lyngstrand. Jo, jeg er ligesom lidt svagelig af mig. Men det er ikke noget videre farligt. Det er bare sådant noget med trangpustenhed for brystet.

Ballested. Pyt, – den slags bagateller! For resten skulde De nu tale med en kyndig læge alligevel.

Lyngstrand. Jeg har tænkt på at spørge doktor Wangel ved lejlighed.

Ballested. Ja, gør det. (ser ud til venstre.) Der kommer en dampbåd igen. Stoppende fuldt af passagerer ombord. Det er dog et mageløst opsving, rejselivet har ta't her i de sidste år.

Lyngstrand. Ja, her er rigtig en svær trafik, synes jeg.

Ballested. Fuldt op af sommergæster er her også. Jeg er mangen gang bange for, at vor gode by skal tabe sit præg ved alt dette fremmede væsen.

Lyngstrand. Er De barnefødt her i byen?

Ballested. Nej, jeg er ikke det. Men jeg har akkla– akklimatiseret mig. Jeg føler mig knyttet til stedet ved tidens og vanens bånd.

Lyngstrand. De har altså boet længe her?

Ballested. Nå, en sytten-atten år. Jeg kom hid med Skives teaterselskab. Men så geråded vi i finansielle vanskeligheder. Og så opløste selskabet sig og spredtes for alle vinde.

Lyngstrand. Men De selv blev altså igen?

Ballested. Jeg blev. Og det har jeg ståt mig nokså godt på. Jeg virked nemlig dengang nærmest i dekorationsfaget, skal jeg sige Dem. 
(Bolette kommer ud med en gyngestol, som hun sætter på verandaen.)

Bolette (taler ind i havestuen). Hilde, – se om du kan finde den broderte fodskammelen til far.

Lyngstrand (går hen under verandaen og hilser): God morgen, frøken Wangel!

Bolette (ved rækværket). Nej se, er det Dem, herr Lyngstrand? God morgen. Undskyld et øjeblik, – jeg skal bare – 
(går ind i huset.)

Ballested. Kender De familjen her?

Lyngstrand. Ikke videre. Jeg har bare truffet frøkenerne hist og her hos andre. Og så talte jeg lidt med fruen, sidst der var musik oppe på «Udsigten». Hun sa', jeg måtte gerne komme og besøge dem.

Ballested. Nå, véd De hvad, – De skulde kultivere det bekendtskab.

Lyngstrand. Ja, jeg har også tænkt på at gøre et besøg. Sådan en visit at kalde for. Når jeg nu bare kunde finde en anledning –

Ballested. Å hvad, – anledning – (ser ud til venstre.) Død Og plage! (samler sine sager sammen.) Dampbåden er alt inde ved bryggen. Jeg må hen i hotellet. Kanske nogen af de nyankomne har brug for mig. Jeg virker nemlig som hårskærer og frisør også, skal jeg sige Dem.

Lyngstrand. De er visst svært alsidig. De.

Ballested. Man må vide at ak-klimatisere sig i diverse fag på småstederne. Skulde De nogen gang til- trænge et eller andet i hårvejen, – lidt pomade eller sligt, så spør' De bare efter danselærer Ballested.

Lyngstrand. Danselærer –?

Ballested. Formand i «Hornforeningen», om De så vil. I aften har vi koncert oppe på «Udsigten». Farvel, – farvel! 
(han går med malersagerne gennem stakitdøren og videre ud til venstre.) 
(Hilde kommer ud med skammelen. Bolette bringer flere blomster. Lyngstrand hilser på Hilde, nede fra haven.)

Hilde (ved rækværket, uden at hilse igen). Bolette sa', at De havde vovet Dem indenfor idag.

Lyngstrand. Ja, jeg tog mig den frihed at gå lidt indenfor.

Hilde. Har De været ude og gå't morgentur nu?

Lyngstrand. Å nej, – det blev nok ikke nogen lang tur idag.

Hilde. Har De været i bad da?

Lyngstrand. Ja, jeg var ude i sjøen en liden stund. Jeg så Deres mor dernede. Hun gik ind i sit badehus.

Hilde. Hvem gjorde det?

Lyngstrand. Deres mor.

Hilde. Nå så, nå. 
(hun sætter skammelen foran gyngestolen.)

Bolette (ligesom afbrydende). Så De ikke noget til fars båd ude på fjorden?

Lyngstrand. Jo, jeg syntes jeg så en sejlbåd, som styred indover.

Bolette. Det var visst far. Han har været ude i sygebesøg på øerne. 
(hun ordner et og andet ved bordet.)

Lyngstrand (et skridt oppe på trappen til verandaen). Nej, her er da rigtig staseligt med blomster –!

Bolette. Ja, ser det ikke godt ud?

Lyngstrand. Å, det ser dejligt ud. Det ser ud, som om her var en højtidsdag i huset.

Hilde. Det er det såmæn også.

Lyngstrand. Kunde næsten skønne det. Det er visst Deres fars geburtsdag idag.

Bolette (advarende til Hilde). Hm – hm!

Hilde (uden at bryde sig om det). Nej, mors.

Lyngstrand. Nå så, – Deres mors er det.

Bolette (sagte, vred). Men, Hilde –!

Hilde (ligeså). La' mig være! (til Lyngstrand.) De skal vel gå hjem og få Dem frokost nu?

Lyngstrand (stiger ned fra trappen). Ja, jeg skulde vel se at få mig lidt til livs.

Hilde. De synes da visst, at De lever rigtig godt der borte på hotellet?

Lyngstrand. Jeg bor ikke længer på hotellet. Det blev mig for dyrt.

Hilde. Hvor bor De da nu?

Lyngstrand. Nu bor jeg oppe hos madam Jensen.

Hilde. Hvilken madam Jensen?

Lyngstrand. Jor'moren.

Hilde. Undskyld, herr Lyngstrand, – men jeg har virkelig andet at bestille end at –

Lyngstrand. Å, jeg skulde visst ikke ha' sagt det der.

Hilde. Hvilket noget?

Lyngstrand. Det, som jeg sa'.

Hilde (måler ham, unådigt). Jeg forstår Dem aldeles ikke.

Lyngstrand. Nej, nej. Men så vil jeg da sige frøkenerne farvel så længe.

Bolette (kommer frem til trappen). Farvel, farvel, herr Lyngstrand. De får rigtig ha' os undskyldt for idag –. Men siden en gang, – når De får rigtig god tid – og når De har lyst, – så må De endelig se indom og hilse på far og – og på os andre.

Lyngstrand. Jo, mange tak. Det skal jeg så inderlig gerne gøre. 
(han hilser og går ud gennem havedøren. I det han går forbi på vejen udenfor til venstre, hilser han endnu en gang op til verandaen.)

Hilde (halvhøjt). Adjø, mosjø! Værs'go' og hils mor Jensen fra mig.

Bolette (sagte, rusker hende i armen). Hilde –! Din uskikkelige unge! Er du rent gal! Han kunde gerne høre dig!

Hilde. Pyt, – tror du, jeg bryr mig om det!

Bolette (ser ud til højre). Nu kommer far. (Doktor Wangel, rejseklædt og med en liden vadsæk i hånden, kommer frem på fodstien fra højre.)

Wangel. Se, her har I mig igen, småpiger! 
(han går ind gennem stakitdøren.)

Bolette (går ham imøde nede i haven). Å, det var da dejligt, at du kom.

Hilde (går også ned til ham). Har du gjort ifra dig for hele dagen nu, far?

Wangel. Å nej, jeg får nok ned på kontoret en liden stund siden. – Sig mig, – véd I, om Arnholm er kommet?

Bolette. Ja, han kom inat. Vi har havt bud henne i hotellet.

Wangel. Altså ikke set ham endnu?

Bolette. Nej. Men han kommer visst ind til os i formiddag.

Wangel. Ja, det gør han ganske sikkert.

Hilde (trækker i ham). Far, nu må du da se dig om.

Wangel (ser hen mod verandaen). Ja, jeg ser det nok, barn. – Her er jo rigtig festligt.

Bolette. Ja, synes du ikke, vi har fåt det pent i stand?

Wangel. Jo, det må jeg rigtignok sige. – Er – er vi alene i huset nu?

Hilde. Ja, hun er gåt i –

Bolette (falder raskt ind). Mor er i bad.

Wangel (ser venligt på Bolette og klapper hende på hodet. Derpå siger han lidt nølende): Hør nu, småpiger, – vil I ha' alt dette her stående således hele dagen? Og flaget hejst hele dagen også?

Hilde. Å, men det kan du da vel sagtens tænke dig, far!

Wangel. Hm, – ja vel. Men, ser I –

Bolette (blinker og nikker til ham). Du kan da vel skønne, at vi har gjort det alt sammen for overlærer Arnholms skyld. Når slig en god ven kommer første gang og hilser på dig –

Hilde (smiler og rusker i ham). Tænk, – han, som har været Bolettes lærer, far!

Wangel (med et halvt smil). I to er mig rigtig et par poliske –. Nå, Herregud, – det er jo i grunden så ganske naturligt, at vi erindrer hende, som ikke mere er iblandt os. Men alligevel. Se der, Hilde. (gir vadsækken fra sig.) Ned på kontoret med den. – Nej, småpiger, – jeg liker ikke dette her. Ikke måden, forstår I. Dette, at vi således hvert år –. Nå, – hvad skal man sige! Det kan vel sagtens ikke gøres anderledes.

Hilde (vil gå gennem haven til venstre med vadsækken, men standser, vender sig og peger ud). Se den herren, som kommer der borte. Det ervisst overlæreren.

Bolette (ser derhen). Han der? (ler.) Nej, du er god, du! Tror du den halvgamle fyren er Arnholm!

Wangel. Nå, bi lidt, barn. Jo så min sandten tror jeg ikke det er ham! – Jo visst er det så, jo!

Bolette (stirrer derhen, stille forbauset). Ja, ved Gud, tror ikke jeg også –! (Overlærer Arnholm, i elegant formiddagsdragt, med guldbriller og en tynd stok, kommer udenfor på vejen fra venstre. Han har et noget overanstrængt udseende, ser ind i haven, hilser venligt og går ind gennem stakitdøren.)

Wangel (går ham imøde). Velkommen, kære overlærer! Hjertelig velkommen på gamle tomter igen!

Arnholm. Tak, tak, doktor Wangel. Tusend tak skal De ha'. 
(de ryster hinandens hænder og går sammen fremover i haven.)

Arnholm. Og der har vi børnene! (rækker dem hænderne og ser på dem.) De to skulde jeg neppe ha' kendt igen.

Wangel. Nej, det tror jeg nok.

Arnholm. Å jo, – kanske dog Bolette. – Jo, Bolette skulde jeg nok ha' kendt.

Wangel. Knapt nok, tænker jeg. Det er jo også nu en otte-ni år siden, De så hende sidst. Å ja, her er sagtens mangt og meget forandret i den tid.

Arnholm (ser sig om). Jeg syntes egentlig ikke det. Når jeg undtager, at træerne er vokset adskilligt til – og så at der er anlagt den løvhytten der –

Wangel. Å nej, sådan i det ydre –

Arnholm (smiler). Og så det, naturligvis, at nu har De jo to store giftefærdige døttre i huset.

Wangel. Å, giftefærdig er da vel bare den ene.

Hilde (halvhøjt). Nej, hør på far!

Wangel. Men nu tænker jeg, vi sætter os op på verandaen. Der er svalere end her. Vær så god.

Arnholm. Tak, tak, kære doktor. 
(de går derop. Wangel anviser Arnholm plads i gyngestolen.)

Wangel. Se så. Nu skal De bare sidde ganske rolig og hvile Dem ud. For De ser virkelig noget anstrængt ud efter rejsen.

Arnholm. Å, det betyder ingenting. Her i disse omgivelser –

Bolette (til Wangel). Skal vi ikke bringe lidt sodavand og saft i havestuen? Her ude blir det visst snart for varmt.

Wangel. Jo, gør det, småpiger. Lad os få sodavand og saft. Og så lidt konjak kanske.

Bolette. Skal det være konjak også?

Wangel. Bare lidt. Om nogen skulde ville ha'.

Bolette. Ja, ja da. Hilde, gå så ned på kontoret med vadsækken. 
(Bolette går ind i havestuen og lukker døren efter sig. Hilde tar vadsækken og går gennem haven bag huset til venstre.)

Arnholm (som har fulgt Bolette med øjnene). Det er da virkelig en prægtig –. Det er to prægtige pigebørn, som der er vokset op for Dem.

Wangel (sætter sig). Ja, synes De ikke det.

Arnholm. Jo, det er ligefrem overraskende med Bolette. Og med Hilde også. – Men nu De selv, kære doktor –. Tænker De at bli' boende her al Deres tid?

Wangel. Å ja, det blir visst til det. Her er jeg jo født og båren, som man siger. Her har jeg levet så inderlig lykkelig med hende, som gik bort fra os så tidlig. Hende, som De kendte, da De var her sidst, Arnholm.

Arnholm. Ja – ja.

Wangel. Og nu lever jeg her så lykkelig med hende, som jeg fik i stedet. Å, jeg må sige, at i det hele og store taget har skæbnen været god imod mig.

Arnholm. Men ingen børn i Deres andet ægteskab?

Wangel. Vi fik en liden gut for to-halvtredje år siden. Men ham beholdt vi ikke længe. Han døde, da han var en fire-fem måneder gammel.

Arnholm. Er ikke Deres hustru hjemme idag?

Wangel. Jo, nu må hun visst snart komme. Hun er nede og tar bad. Det gør hun hver eneste dag i denne tid. Hvad slags vejr det så er.

Arnholm. Fejler der hende noget?

Wangel. Ikke sådan ligefrem fejler. Skønt hun har rigtignok været mærkelig nervøs i de sidste par år. Det vil sige, sådan af og til. Jeg kan ikke rigtig bli' klog på, hvad der egentlig er i vejen med hende. Men det at gå i sjøen, det er ligesom hendes liv og lyst, det, ser De.

Arnholm. Det kan jeg huske fra før af.

Wangel (med et næsten umærkeligt smil). Ja, De kender jo Ellida fra den tid, De var lærer der ude i Skjoldviken.

Arnholm. Forstår sig. Hun kom ofte på besøg i prestegården. Og jeg traf hende også for det meste, når jeg var ude i fyrtårnet og så til hendes far.

Wangel. Den tiden der ude kan De tro har sat sine dybe mærker i hende. Folk her i byen kan slet ikke forstå det. De kalder hende «fruen fra havet».

Arnholm. Gør de det?

Wangel. Ja. Og se derfor –. Tal nu De med hende om gamle dage, kære Arnholm. Det vil hun ha' så inderlig godt af.

Arnholm (ser tvilende på ham). Har De egentlig nogen grund til at tro det?

Wangel. Ja visst har jeg så.

Ellidas stemme (høres udenfor i haven til højre). Er det dig, Wangel!

Wangel (rejser sig). Ja, kære. 
(Fru Ellida Wangel, med et stort, let kastetørklæde om sig og med håret vådt, udslået over skuldrene, kommer frem mellem træerne ved løvhytten. Orerlærer Arnholm rejser sig.)

Wangel (smiler og strækker hænderne mod hende). Nå, se der har vi havfruen!

Ellida (går ilsomt op på verandaen og griber hans hænder). Gud ske lov, at jeg ser dig igen! Når kom du?

Wangel. Nu netop. For en liden stund siden. (Tyder mod Arnholm.) Men vil du ikke hilse på en gammel bekendt –?

Ellida (rækker Arnholm hånden). Der har vi Dem altså. Velkommen! Og undskyld, at jeg ikke var hjemme –

Arnholm. Å, jeg be'r. Gør endelig ingen omstændigheder –

Wangel. Var vandet bra' friskt idag?

Ellida. Friskt! Å Gud, her er vandet aldrig friskt. Så lunkent og så slapt. Uh! Vandet er sygt her inde i fjordene.

Arnholm. Sygt?

Ellida. Ja, det er sygt. Og jeg tror det gør én syg også.

Wangel (smiler). Nå, du anbefaler rigtignok badestedet.

Arnholm. Jeg tror nu snarere, at De, fru Wangel, har et særligt forhold både til havet og til alt, hvad havets er.

Ellida. Å ja, kanske det. Jeg tror det næsten selv. – Men ser De, hvor festligt småpigerne har ordnet al ting for Deres skyld?

Wangel (forlegen). Hm –. (ser på sit uhr.) Nu må jeg nok snart –

Arnholm. Er det virkelig for min skyld –?

Ellida. Ja, det kan De da forstå. Vi stadser jo ikke sådan op til hverdags. – Uh, – hvor kvælende hedt her er under dette taget! (går ned i haven.) Kom her over! Her er da i det mindste ligesom en slags luftning. 
(hun sætter sig i løvhytten.)

Arnholm (går derhen). Jeg synes såmæn her lufter ganske friskt.

Ellida. Ja De, som er vant til den kvalme hovedstadsluften. Der skal det jo være rent forfærdeligt om sommeren, har jeg hørt.

Wangel (som ligeledes er gået ned i haven). Hm, kære Ellida, nu får du nok underholde vor gode ven alene en stund.

Ellida. Har du forretninger?

Wangel. Ja, jeg må ned på kontoret. Og så får jeg jo se at klæ' mig lidt om. Men jeg blir ikke længe –

Arnholm (sætter sig i løvhytten). Forhast Dem endelig ikke, kære doktor. Deres hustru og jeg skal nok vide at fordrive tiden.

Wangel (nikker). Å ja, – det stoler jeg på. Nå, – på gensyn da! 
(han går ud gennem haven til venstre.)

Ellida (efter en kort taushed). Synes De ikke, man sidder godt her?

Arnholm. Jeg synes jeg sidder godt nu.

Ellida. Lysthuset her kaldes mit lysthus. For det er mig, som har lad't det indrette. Eller rettere Wangel – for min skyld.

Arnholm. Og her plejer De så at sidde?

Ellida. Ja, her sidder jeg for det meste om dagen.

Arnholm. Med småpigerne vel?

Ellida. Nej, småpigerne – de holder til på verandaen.

Arnholm. Og Wangel selv?

Ellida. Å, Wangel går så fra og til. Snart er han her hos mig og snart er han over hos børnene.

Arnholm. Er det Dem, som vil ha' det således?

Ellida. Jeg tror, at alle parter finder sig bedst ved det på den måde. Vi kan jo tale over til hverandre – når vi en gang imellem synes, vi har noget at sige.

Oldal: ... fra havet
IZLAND --- SKANDINÁVIA 2015 - © 2008 - 2024 - izlandjege-volcanoes.hupont.hu

A HuPont.hu ingyen weboldal szerkesztő mindig ingyenes. A weboldal itt: Ingyen weboldal

ÁSZF | Adatvédelmi Nyilatkozat